About the European burmese cat

“Cats always know whether people like or dislike them. They do not always care enough to do anything about it.”

– Winifred Carrire

About the European burmese cat will be in Danish:

Lidt om burmeseren:

kopieret fra DARAK’s hjemmeside skrevet af mangeårige og en af Danmarks største, bedste og mest præmierede burmeseropdrættere Anne Marie Bjelke:

Standard

Burmeseren er en korthårskat og en af de mindre racer, men den er meget muskuløs, og vejer typisk meget mere end den ser ud til. Hunkatten vejr som regel fra 2,5 til 3,5 kg, og hankatten fra 3,5 til 5 kg.

I dag findes der 3 forskellige typer, men alle er de burmesere.

Den amerikanske som er kortere og mere kompakt. Hovedet er rundere og ofte med en kortere næse med et dybt stop. Øjnene er runde og pelsen mere strid. Og den accepteres kun i farverne: brun, blå, chokolade og lilla.

Den engelske type er længere både i krop og hoved, men har en fantastisk blød skinnende pels, fin, kort og tætliggende uden underuld, samt de specielle mandelformede øjne. Øjenfarven er ofte lidt mere bleg. Den accepteres i farverne: brun, blå, chokolade, lilla, rød og creme samt i de 4 tortie varianter, brun-, blå-, chokolade- og lilla tortie.

Den europæiske type, som er en mellemting mellem den amerikanske og den engelske type, er en middelstor og kompakt bygget kat, som har en god tyngde og oftest har den en skinnende og silkeblød pels, fin, tætliggende og uden underuld, et kort og bredt hoved, formet med en stump kile, hvor den yderste ørekant, kinden og næsen danner den perfekte kile. Næsen er kort, men ikke super kort, med et tydeligt stop – ikke et knæk. Ørerne er middelstore, brede ved basen med afrundede spidser og tilter fremover. Benene er elegante med ovale poter. Øjnene er store, og farvetolerancen strækker sig fra gyldengule til dybgule, direkte orange er en fejl. Overlinjen af øjet er mandelformet og underkanten rund.

Temperament eller væremåde

Burmeserens væsen er noget ganske særligt – langt mere end et bemærkelsesværdigt udseende. Burmeseren er en udpræget social kat, som knytter sig meget til alle medlemmer af familien, det være sig mennesker, andre katte og hunde, og de egner sig bestemt ikke til at være alene. Burmeseren er livlig og intelligent. Nogle påstår, at den går mere på loftet end på gulvet – den er i hvert fald en eminent springer og klatrer, den kommer både op og ned ad de højeste træer – og reoler! Den lærer hurtigt at lukke døre op. Børn og den legesyge Burmeser en god kombination, idet den er god til at apportere og kan gøre det i en uendelighed. Den vil være med i alt, hvad du foretager dig, lige fra hjælp med kost og gulvklud til at arrangere blomster – det sidste ofte med overraskende ny virkning. Og hvis du tror du skal have fred og ro til at læse dagens avis, så placerer den sig mellem avisen og dine øjne, mens den gnubber og gnider sig op ad dig for at få dig til at glemme avislæsningen og i stedet kæle med din kat. Når burmeseren er træt, finder den en lun soveplads gerne i klædeskabet eller i en vindueskarm, hvor solen skinner, hvis der da ikke er et menneskeskød til rådighed. Når der kommer gæster, skal de alle undersøges, og et nyt skød at putte i er da bare lykken. Burmeseren gemmer sig ikke væk, som andre katteracer måske kan finde på. Burmeser-hankatten er et godmodigt væsen, men man gør bedst i at kastrere ham ved skelsår og alder, hvis han ikke skal bruges i avl. Man får så til gengæld et livslangt venskab med sin lille minipanter, hvis muskuløse kropsbygning man aldrig bliver træt af at beundre. Burmeser-hunkatten er feminin ud over alle grænser. Hun er noget mindre en hannen og er indbegrebet af elegance – og det ved hun selv. Løbetiderne begynder tidligt, er heftige og hyppigt tilbagevendende, hvis katten ikke parres. Derfor er det en god ide at lade hunkatten kastrere (sterilisere), hvis man ikke har planer om killinger, for burmesere tåler dårligt P-piller gennem flere år.

Den burmesiske oprindelse fornægter sig ikke. De elsker sol og varme, og en plads under dynen om natten er bare lykken. Men derfor kan man sandelig godt lege med sne om vinteren. Måske det mest overbevisende af alt er, at næsten uden undtagelse vil de, som én gang har ejet en burmeser, insistere på at få en burmeser igen, fordi de ikke kan forestille sig et liv uden et sådan selskabeligt dyr. Så derfor – én gang burmeser – altid burmeser!

Lidt historie

Alle burmesere stammer fra den samme brune kat Wong Mau. Dr. Thomsen, en amerikansk marinelæge, tog i 1930 Wong Mau med sig hjem fra Burma til Californien. Dr. Thomsen troede fuldt og fast på, at den brune kat med de gyldne øjne, var en race helt for sig selv. Da der ikke fandtes andre “burmesere” i USA blev Wong Mau parret med en brunmasket siameser. Nogle af killingerne blev brunmaskede siameserkillinger og andre lysere brune. Men Dr. Thomsen var stædig og parrede 2 af disse killinger, og i dette kuld, kom der både helt brune katte og brunmaskede siamesere. Så var Dr. Thomsen sikker i sin sag. Herefter kom flere opdrættere til, da de var faldet for den brune charmerende kat. I løbet af 1950-erne og 1960-erne kom burmeseren først til England, siden Sverige, Danmark og Norge, senere Tyskland og Holland og derefter til resten af Europa, Sydafrika og Australien. Oprindelig fandtes burmeseren kun i den mørke brune variant, men af og til dukkede den lysere variant op – den senere chokolade, men ingen opdrætter vovede at tale højt om disse fejlfarvede killinger. Men englænderne blev interesseret i denne farvevariant, og inden længe dukke der også blå killinger op. Når man så miksede de brune, chokolade og blå, så dukkede den lilla farvevariant lige pludselig op. Det røde eller orange gen dukkede op ved en hovsa parring med en rød huskat i England. En opdrætter blev så interesseret i denne farvevariant, at et avlsarbejde begyndte, hvor man parrede til en rødmasket siameser og en skildpaddefarvet huskat. I dag findes den Europæiske Burmeseren i 10 farvevarianter og er udbredt på alle kontinenterne.

wake up hug a burmese have a good day  

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.